Hørning By
Et historisk tilbageblik.
I Århus Stifts Årbog fra 1929 gives der følgende oplysninger om Hørning i ældre tid.
Jordene
omkring Hørning er højtliggende og bakkede, ler og sandmuld. Det
højeste punkt (97 m) ligger nord for Bjertrup. Der findes en del skove,
men ikke af stor udstrækning. I et skrift fra 1645 omtales Overskov,
Sønderskov, Holmen og Fregerslev skov, og der fortælles, hvor mange
træer der blev fældet under krigen året forud. Det må være krigen med
Sverige, hvor den svenske general Torstenson besatte Jylland. Byen
ligger ved alfarvej, da den gennemskæres af landevejen Århus —
Skanderborg. Før motorvej ens etablering var landevejen gennem Hørning
en vigtig og trafikeret landevej ned mod det sydlige Jylland. Ved
jernbanens oprettelse i 1868 fik Hørning også forbindelse med den
østjydske hovedbane. Denne beliggenhed ved alfarvej har ikke været rar
i ufredstider, når fjenden drog frem og tilbage ad de store landeveje.
Ved det gamle vadested i Beringbro er der gjort våbenfund efter disse
vandringer.
Hørning er sikkert en meget gammel by, hvilket endelsen
—ing tyder på. Navnets oprindelse har man ikke kunnet fastslå, det
menes, at navnet tidligere har været Hvorning eller Horning.
Betegnelsen “horn” betyder skarpt hjørne, hvilket måske kan henføres
til det sving som landevejen tidligere havde ved kroen. En anden
forklaring siger, at navnet kommer af et slægtsnavn, efterkommere efter
en mand ved navn Horn (hornunger), der havde slået sig ned på stedet.
De
ældste spor af mennesker har man nord for byen, hvor der tidligere var
2 stendysser (hedenske offersteder) kaldet jynovne og to baunehøje,
hvor man i ufredstid har tændt ild for at signalere fjendens ankomst
til advarsel for omegnen. I hele sognet er der kun 12 gravhøje, de
fleste nord for byen.
I følge oplysninger fra Forhistorisk Museum,
Moesgård, er højene placeret, som angivet på kortet over Hørning og
omegn fra 1950 (bagest i bogen).
I de senere år, har museet
foretaget enkelte rekognisceringer med nogle få overfladefund; men i
tidens løb er der kun foretaget få og forholdsvis beskedne
udgravninger. Undersøgelser af 4 høje ved gården Marielyst, viste, at
kun 2 af højene var rester af gravhøje, formodentlig fra ældre
broncealder. Der fandtes kun nogle potteskår og flintestykker ved
udgravningen. De 2 andre høje var kun naturlige højninger. Ved gården
Lethsminde og Foerløsegård er der fundet affaldsgruber med keramik fra
før romersk jernalder (500— f.kr. — 0) som tegn på, at der har været
bebyggelser i nærheden.
En runesten kendt under navnet
Hørning—stenen blev fundet i 1849 ved Beringbro. Den blev fundet af en
udflyttergårdmand ved navn Jens Mortensen, da han var ved at optage
sten på sin mark.
Med finderens samtykke lod sognets præst, provst Schinnerup, stenen opsætte i kirkens våbenhus, hvor den stod indtil 1873,
da den blev flyttet til Århus. Stenen , der formodentlig stammer fra
1000—tallet, bærer følgende indskrift oversat fra runeskrift:
“TOKE SMED REJSTE STEN EFTER TORGILS GUDMUNDSSØN, SOM GAV HAM KULD OG FRELSE.”
At
give en mand kuld og frelse ville sige at optage ham i slægten og gøre
ham til en fri mand. Runestenen står i dag på Moes— gård Museum.
Kirken
i Hørning er fra Ca. 1125 og ligger smukt på kirkebakken ved
landevejen. Kirken og inventaret er beskrevet af sognepræst J.C.
Nørgård i et hæfte udgivet af Hørning. menighedsråd 1973.
Første
gang Hørning nævnes i historien er vist nok i 1347, da en mand ved navn
Laurits Michelsen skænker noget gods til Århus domkirke.
Byen har i
den historiske tid været ret anselig og et knudepunkt for egnen. I et
gammelt skæmterim om en række byer i Hjelmslev herred optræder den da
også som nummer et.
Hørning er en stue bøj,
Dørup ligger lidt i løj,
de Jeksen bågere,
de Adslev rågere,
de Miesing hæremænd,
de Fueløw tyww,
i Alken ska de blyw,
å møst dje høwe yw.
Før
reformationen i 1536 havde hvert sogn sin egen kirke og præst. Ved
udstedelse af klemmebrevet vedrørende kirke— reformerne i 1555 under
Chr. den 3. bestemtes det, at Hørning kirkesogn skulle være anneks til
Blegind. I 1909 blev Hørning igen hovedsognet og præsteboligen blev
flyttet hertil.
Hørning sogn omfattede foruden Hørning by også
Bjertrup, Dørup og Fregerslev. Det store sogn, der hører under
Hjelmslev Herred, begrænses
mod Øst af Arhus Å, hvor der ligger adskillige vandmøller.
Åen danner skel mod Kolt Sogn i Ning Herred. I 1690 var der i sognet 32 gårde, 2 huse og 2 møller.
I 1808 ver der 33 gårde, hvoraf 4 udflyttede, og 26 huse.
I 1859 var der 39 gårde og 40 huse, heraf 11 gårde og 19 huse uden for byerne.
I 1921 var der 226 gårde og huse.
i
1661 bestod Hørning by af 6 helgårde, 6 halvgårde og 1 bol, alt hørende
under kronen, undtagen i gård og bolet, der tilhørte Århus hospital. I
1859 fandtes der i alt 13 gårde samt 13 huse med og 14 uden jord.
På
rytterdistriktets tid var der 8 selvejere i Hørning. Som det ses på
udskiftningskortet fra 1778 lå det oprindelige Hørning (Gl. Hørning)
vest for landevejen, og bebyggelsen strakte sig langs landevejen,
Vestervej, Adslevvej og Bjertrupvej. Gårde og huse lå tæt på hinanden.
Langs landevejen lå kirken, rytterskolen og kroen.
I sommeren 1859
nedbrændte den største del af byen. Ialt brændte 9 gårde og 14 huse, og
der blev næsten intet reddet af redskaber og indbo. Ilden opstod ved
udkastning af gløder på en mødding i Foerløsegård. Der var kun 2 gårde
og nogle få huse uskadte. Et af de huse, der undgik branden, var den
gamle rytterskole ved landevejen. En nærmere omtale af branden og en
beskrivelse af den videre udvikling af Hørning by findes i den følgende
beretning om Hørning i 1920 erne.
