Landbruget
og krisen i 1920—30’erne.
I Hørning by var der i 1921 ca. 20 gårde og ejendomme, som i dag alle
er nedlagt og anvendt til bebyggelse og industri. Landbruget var
væsentligt anderledes dengang end i dag, hvor ca. 80% af arealerne
bruges til korndyrkning. I 20’erne var kun ca. 30% af arealerne anvendt
til dette formål, 30% til græs, 30% til roer og 10% til diverse. På
alle ejendomme var der kreaturer, der krævede stor produktion af
grovfoder og der— med stor indsats af arbejdskraft. Et landbrug på
30—40 tdr, land havde som regel to medhjælpere og en ung pige i huset.
Malkningen foregik dengang helt og holdent ved håndkraft og om sommeren
kunne arbejdsdagen godt blive på 11—12 timer og om aftenen skulle
hestene fodres et par gange.
Fritiden var hver anden søndag, for fodermestre en søndag månedligt.
Karlekamrene, man bød de unge medhjælpere dengang, var under al kritik.
Det var kolde og fugtige rum i udhuse, ofte med betongulv, uden varme
og med halm i sengene. Som den sidste rest af tyendeloven var
medhjælperen bundet for et år ad gangen, gældende fra 1. maj eller 1.
november. Der var ikke aftale om lønudbetaling, så landmanden havde
altid et vist hold på sine folk, så de ikke skulle løbe i utide.
Dansk landbrug gik i 20erne og 30’erne fra den ene krise til den anden,
og de havde som oftest helt modsatte årsager. Krisen ramte selvfølgelig
også landbruget i Hørning, og under kulminationen i 1932—33 mødte
landmændene op på kommunekontoret for at få udbetalt kontant krisehjælp
— et en— gangsbeløb af variabel størrelse. For Hørnings vedkommende var
maksimum 1.600 kr., som blev udbetalt til en gårdejer i Bj ertrup.
Beløbet svarede til tre voksne medarbejderes årsløn. Omregnet til 1983
kr. 3 x 80.000 kr. = 240.000 kr., et pænt beløb til en enkelt gårdejer.
Under 1. verdenskrig var der store vanskeligheder med at få afskibet
flæsk til England, da tyske ubåde opererede i Nordsøen. De danske
svineavlsproducenter blev nervøse for, at eksporten helt skulle stoppe
og da kornbeholdningen samtidig var meget lille på grund af dårlige
høstår og importen af korn var ved at gå i stå, blev landmændene grebet
af panik og leverede alt, hvad leveres kunne. Tusindvis af søer og
orner, polte i alle størrelser — helt ned til 60—70 pund, ja endog
drægtige søer blev sendt til slagterierne. De måtte arbejde i døgndrift
i flere uger og lagrene var stopfyldte. Ved forhandling med de
krigsførende magter lykkedes det omsider at komme af med en stor del af
lagrene til begge sider. Der fandtes på den tid ikke frysehuse, så alt
blev nedsaltet.
Denne hensynsløse nedslagtning kom til at svie til de danske forbrugere
i flere år efter med rationerede flæskeprodukter, maksimaipriser og
andre restriktioner. De 140 gr. pr. uge pro persona kunne undertiden
ikke leveres af slagterforretningerne og lange køer opstod. En udbredt
sortbørshandel fandt sted, næsten lige så meget som i dag. Mange
kommuner opkøbte flæsk og saltede og opbevarede flæskekødet, så de
fattige og den svage del af befolkningen også kunne få noget. Samtidig
indførtes en del amerikansk flæsk, som var gult som en citron, da
grisene blev opfodret med kun majs. Flæsket var blevet halvfordærvet
under transporten. Jeg husker det personligt, som var det i går.
Bundrekorden for en uges leveringer var 496 grise på samtlige landets
slagterier. Produktionen kom dog ret hurtigt igang igen og i løbet af
få år blev svineslagtningerne mangedoblet; men desværre for os steg
produktionen også i de lande, vi skulle sælge til.
Årene 1928—30 gav en rekorthøst langt over middel over hele Europa. Med
den store kornavl faldt priserne stærkt påkorn. Det medførte, at
husdyrproduktionen på alle felter steg og den overproduktion skabte den
værste krise, dansk landbrug har været ude i.
Medvirkende til krisen her i Danmark var børskrakket i Wall Street i
New York, der rystede hele verden og som var skyld i, at de fleste
lande gik fra guldet.
Modsat krisen i 1920, hvor vi manglede alt i landbrugsvarer og havde
skrappe rationeringer, svømmede vi bogstavelig talt i landbrugsvarer i
1932.
Tyskerne lagde told på kreaturer, næsten lige så stor som dyret var
værd. England lavede kvotaordninger på bacon, der bevirkede, at de
famøse svinekort blev udstedt. Skønt det, at de var strengt personlige,
blev de handlet, undertiden til priser, der langt oversteg dyrets
værdi, ud fra den betragtning, at jo flere grise man leverede med kort,
des flere kort kunne man få i næste kvartal. Svin uden kort var der så
store fradrag på, at de kun kunne indbringe ca. 2/3 pris. Denne
regulering ved hjælp af svinekort kom til at gælde fra 1933—40. England
indførte samtidig en told på 10% på danske landbrugsvarer og mani—
pulerede med sterlingkursen til skade for dansk landbrug, der for alvor
var i krise. Det var under denne krise, den danske stat udbetalte den
før omtalte krisehjælp til landbruget.
Gennemsnitlige priser for året 1932 i øre pr. kilo:
Smør :
168 øre
Flæsk m. kort :
72 øre
Æg :
100 øre
Køer levende vægt : 12 øre
Korn :
7—li kr. pr. tønde
eller mere kontant:
Et slagterisvin med kort Ca. 40—50 kr., et voksent kreatur af første
klasse ca. 70—80 kr., en spædkalv 3—5 kr.
Hundreder af ældre kreaturer og køer af dårlig kvalitet, blev
simpelthen destrueret eller brændt. Folk udenfor landbruget fik i et
par år usædvanlig billigt kød — f.eks. fars og medister af første
klasse til 25—40 øre pr. halve kilo og alt andet tilsvarende.
Disse priser og betingelser var selvsagt generelle for hele landet, men
giver dog et fingerpeg om, hvor store vanskeligheder landbrugerne i
Hørning havde. Men landbrugskrisen under og efter første verdenskrig
var lige så hård ved ikke— landmænd, på grund af mangel på flæskekød.
Arbejdsløsheden var i byerne undertiden på 30%. Den værste krise for
landmændene var dog fra 1930—33 på grund af overproduktion og
afsætningsvanskeligheder, medens ikke—landmænd, herunder mange
arbejdsløse, fik tilbudt billigt kød.
I 1921 var der ikke en eneste traktor her i Hørning, men hesteholdet
var stort. Det blev udregnet, at alt, hvad der blev avlet på Fyn, gik
til hestefoder på landsbasis.
Ensilage og sukkerroer til foderbrug kendtes ikke. Der avledes derimod
de kæmpestore runkelroer, der var meget vandholdige, og høstakke kunne
man se over hele landet.
L.S.
I 1931 stiftede en kreds af særligt utilfredse landmænd en
bevægelse, L.S., der stod for Landbrugernes Sammenslutning, der ved
robuste metoder ville forbedre landbrugets kår. De praktiserede
leveringsstop, bortspild af sødmælk, spærring af veje, besættelse af
broer og meget andet. Og trods de ansvarlige landbrugsorganisationers
advarsel fik L.S. tilslutning af Ca. 50% af de danske landmænd, men var
ikke særlig populær hos den øvrige befolkning.
Landbruget blev derved delt i to lejre, som varede ved i mange år.
Splittelsen kulminerede, da L.S. under besættelsen fra 1940—1945
forhandlede højere priser på landbrugsvarer direkte med tyskerne på den
øvrige befolknings bekostning. Men da de ifølge lovene skulle have 2/3
tilslutning, fik de intet gennemført. Bevægelsen ebbede ud og havde en
svag genopblussen under navnet L.R.80. Den sidste landsformand boede i
Hørning området.
Jordiovsudvalget.
Fra 1900 til 1930 opkøbtes gennem jordiovsudvalget flere store
landejendomme, herunder præstegårdsjord til udstykning, i størrelse
10—15 tdr. land til billige statslån ca. 2% forrentning og tilsvarende
billige byggelån — løbetid 40—50 år. De fire nedbrudte ejendomme på
Toftevej og muligvis en del af ejendommene i Bjertrup og mange hundrede
andre små ejendomme blev dengang oprettet med statslån. En familie
levede faktisk af en ejendom helt op til 1960’erne. I dag går man den
modsatte vej og lægger så mange sammen som muligt.
De gode gamle dage.
Som måske ikke var så gode endda. Pengene var ufatteligt små, så hver
10—øre skulle vendes og drejes. Jeg husker, da bagermester Andreasen,
centralbageriet, kørte løbsk med to små islandske heste mellem
Møllegården og Adslevvej. Han sprang af vognen ind i en kornmark, der
tilhørte Møllegården. Skuldertasken sprang derved op, og indholdet,
hovedsagelig en, to og femører, blev spredt over et større areal, som
vi drenge afmærkede. Hvert forår skrabede vi som besatte efter mønter,
hvilket var forståeligt, da vi dengang i brugsen kunne få lige så mange
“knaller” for en toøre, som vi i dag skal betale med 10 kroner.
Bankerne og sparekasserne arbejdede med meget små beløb, og det var
næsten umuligt at få en veksel på 25 kr. diskonteret, selv om man havde
hus og forretning.
Af arbejderne var der kun et fåtal, der var organiserede og kunne hente
nogle få kr. ugentligt i fagforeningen. Arbejdsløsheden var stor, helt
op til 30% i tyverne og til midt i trediverne og der var ingen faste
regler for udbetaling af socialhjælp, før der i 1934 blev lavet en
sociallov af K. K. Steincke.
Før den tid, måtte de uorganiserede arbejdsløse for Hørnings
vedkommende møde op hos sognerådskassereren og få udbe— talt et beløb
efter skøn, der nærmest betragtedes som fattig— hjælp. Problemet var
dog størst i storbyerne, hvor der konstant var strejker og
demonstrationer med gadekampe, særligt i
havnebyerne, hvor sømænd og havnearbejdere gang på gang
strejkede ved landbrugseksporten og der blev indsat frivillig
arbejdskraft, hvilket medførte store uroligheder.
Der blev på det tidspunkt etableret “nødhjælpsarbejder”, der for
byernes vedkommende bestod i forskellige anlægsarbejder, og på landet
bl.a. i en gennemgribende dræning af Danmarks jord. Det var
Hedeselskabet, der stod for disse arbejder næsten uden udgifter for
landmændene. Adskillige blev beskæftiget ved denne foranstaltning, samt
ved den andet steds omtalte skærveslåning.
Ved landbruget var det faktisk husmændene, der klarede sig bedst, idet
mange af dem tjente lidt ved siden af på anden måde.
På gårde med 40 tdr. land og opefter var det minimalt, hvad manden
udrettede i bedriften, ud fra den betragtning, at en gård af den
størrelse nok skulle kunne føde een doven mand og på grund af den store
arbejdsløshed var lønnen helt i bund til medhj ælperne.
Krise eller ej. Kaffegilderne på skift med 9 forskellige slags
hjemmebag skulle passes og mens mændene fik sig en “l’hombre”, tog
kvinderne sig af det traditionelle, “en god snak”.
Man kan diskutere, hvilken tid der var værst eller bedst, 30’erne eller
70’erne, i hvert fald for landbrugets vedkommende.
EF’s velsignelser bevirkede, at nutidens husmænd på op til 100 tdr.
land måtte sende deres koner til byen på job for at overleve. Det
gælder i hvert fald dem, der har købt ejendom i den sidste
halve snes år, og sandsynligvis vil det gælde langt frem i tiden. Det
samme gør sig gældende for huskøb. Efter 1974 kræver det at købe hus
dobbelt løn, for første gang i danmarkshistorien.
I 30’erne var det begrænset, hvor mange kvinder, der havde udearbejde,
fordi der simpelt hen ikke var noget og de goder, der er kommet senere,
kendte vi jo ikke og vi savnede dem derfor heller ikke.
Snekastning.
