Gymnastikhold fra 1924 foran den gamle gymnastiksal på Bakkeskolen.
Personerne er fra venstre mod højre, begyndende i nederste række:
1: Elly Pedersen 23: Kristian Søgaard
2: Marie Madsen, født Fink 24: Kristian Andersen
3: Dagny Holm, født Borgbjerg 25: Gustav Pedersen
4: Johanne Jacobsen, født Knudsen Kold 26: Per Pilgaard Hansen
5: Gunver Elgaard 27: Svend Skovgaard
6: Signe Jensen 28: Kobberø (leder)
7: Erna Therkildsen 29: Ejner Pedersen
8: Agnes Jakobsen, født Jensen 30: Kristian Johansen
9: Anna Frederiksen 31: Ejner Pedersen
10: Karen Margrethe Therkildsen 32: Rasmus Borgbjerg
11: Ruth Nørballe, født Elgaard 33: Pedersen
12: Dagny Pedersen 34: Anton Mogensen
13: Helga Andersen 35: Per Nielsen
14: Ingeborg Andersen 36: Jens Pedersen
15: Agnes Grosen 37: Andersen
16: Johanne Bentsen, født Pedersen 38: Ejner Søgaard
17: Erna Pedersen, født Rasmussen 39: ?
18: Agnes Pedersen 40: Kristian Eriksen
19: Vagn Kristensen (leder) 41: Anders Borgbjerg
20: Knud Nielsen 42: Holger Knudsen Kold
21: Frederik Søgaard 43: Ejner Borgbjerg
22: Oskar Jensen 44: Ludvig Pedersen
6 og 8 er søstre, 7 og 10 er søstre og 21 og 38 er brødre.
Folkedans fandt også sted engang imellem. Lederen var Kristian Sørensen; men dansen blev ikke rigtig til noget, før frøken Riisberg nogle år efter kom til og satte den i system. Håndbold, wolleyball og basketball samt badminton kendtes slet ikke på det tidspunkt i Hørning.
Fodbold.
Fodboidspillet tog sin begyndelse i 1912 i området mellem Bakkeskolen og Stationsvej, på Engvej var der kun nogle få huse. Ved landevejen var der kun pottemagerens hus, så i Ca. 3 år var der en ret god bane. Så blev der pludselig placeret en elmast midt på banen og husene begyndte at trænge sig på, så til sidst var der kun plads til et mål. Leder var lærer Jens Søgaard, ikke at forveksle med den senere andenlærer Frederik Søgaard. Spillet lå nærmest stille i et par år, indtil det påbegyndtes på en mark ved Søren Amdisen, Fregerslev.
Her gik det igen i stå, indtil der i 1926 blev anlagt en rigtig fodboidbane fra Møllegården til Vesteralle. Der blev lavet rigtige fodboldmål. Jeg hentede dem selv på cykel i trælasten og blev undervejs hjulpet af en farbror, kreaturhandler Rasmus Jensen og da han uden for biografen fik at vide, hvad tømmeret skulle bruges til, blev det prompte læsset af på fortovet. Vi måtte betale en slags kontingent til bold og træværk samt hønsetråd til vinduerne!!
Som leder, træner og dommer valgtes Folmer Klejs, Fre— gerslevvej 11. Efter to års forløb kunne vi ikke få jorden mere og fodboidspillet lå så nærmest stille, indtil det påbegyndtes på Fregerslevvej.
Dilettant.
Årets dilettantstykke imødeså man altid med stor spænding. Det var især den høje, blonde og smarte fodermester Knud Erik Smith, Fregerslev og ægteparret Jepmonn, Beringbro, der stod for udvælgelsen og indstuderingen af stykkerne i nogle år. Man var ikke bange for at lave lidt om på repertoiret eller gøre små tilføjelser — alt for at trække husàrerne ind, hvilket også lykkedes i fuldt omfang.
Ringtidnng.
Ringridning foregik på alleen fra Adslevvej op til Hørninggård og fandt sted ved fastelavristid.
Der udnævntes konge og prins m.m. Fastelavnsmandag red man så rundt til alle gårde og huse i hvide skjorter og med rødt skærf og sang fastelavnsviser og indsamlede penge til festen om aftenen på kroen. Ofte medbragte man en klovn ridende på en pony.
Husmandsforeningen.
Den lokale husmandsforening var i gamle dage vel byens største forening. Den arrangerede møder, rejser, foredrag og udstillinger, hvor krosalen var fyldt med kartofler, roer, græskar, frugt og meget andet. På væggene hang snesevis af kornneg med navn på. Til slut blev det hele solgt ved en rask auktion, og det foregik under stor morskab. Blandt de navne, jeg husker bedst fra husmandsforeningen, må nævnes: Niels Skovlund, Ebbe Andersen, begge fra Bjertrup, samt R.P. Mikkelsen, boende på nuværende Kildevej.
Forlystelserne i 1920’erne.
Der var ikke så mange fornøjelser i min barndom, som der er i dag. Men grundlovsfesterne ved Pindsmølle var en årlig tilbagevendende begivenhed. Her skulle byens borgere med, både unge og ældre. Der blev holdt tale i skoven med løfter og store ord som i dag. Når mødet var slut, gik familierne op i bakkerne med madkurven, og drikkevarerne kunne købes her. Folk var mere glade og tilfredse og de kom hinanden mere ved end i dag. Der var en lille restauration og en træpavillon, hvor der om sommeren ofte var bal.
Der kom også engang imellem et omrej sende cirkus til byen samt et mindre tivoli med karrusel, luftgynger og andet gøgi, som kunne samle byens ungdom. Der var danseundervisning i krosalen, altid med overskud af piger. Det var vals og polka og den slags danse, der var på mode dengang. Danselæreren hed Hansen og var fra Jeksen, hvor han var murer.
I nogle år var der biograf på Stationsvej, det var i stumfilmens dage med ledsagende klavermusik.
For ungdommen var der de offentlige lørdagsballer på kroen med stor tilslutning og mange kom langvejs fra. Kromanden måtte erlægge 10 kroner til en politibetjent fra Skanderborg for opsyn til kl. 2 om natten.
Skoleudfiugterne var årets højdepunkt og de foregik altid med tog. Vi mødte op på Hørning Station tidligt om morgenen, alle med en stor madpakke i snor. Drengene var som regel i matrostøj og matroshue med navnebånd — Niels Juel, Olfert Fichser, m.v. stod der på båndene. Pigerne var i lyse kjoler og havde hårbånd i forskellige farver. Vi var alle spændt i forventning om at opleve noget nyt, da det faktisk kun var nogle få gange om året, vi i det hele taget var uden for byen. En sort skygge hvilede dog over disse skoleudfiugter, det var ved tanken om de børn, som ikke kunne komme med, fordi de ikke havde pænt tøj eller sko at komme i, eller fordi forældrene ikke kunne afse de penge, som det kostede. I særdeleshed kunne det være svært i børnerige familier at afse pengene. Lærerne mødte op med blød hat og himmelbjergstok og mange formanende ord. De holdt mandtal flere gange om dagen. Nogle gange var vi sammen med naboskoler i ekstratog med gennemgangskupeer med døre i begge sider, træbænke og billeder på væggene, og der sad vi så som kaniner i bur. Rejsemålet var forskellige jyske byer, blandt andet Ribe og Viborg med deres domkirker, Ringkøbing og Hvide Sande. En enkelt gang blev det til en 2 dages tur til København. For de mindste klasser var det traditionen tro en tur til Himmelbjerget og vi søskende på Møllegården og vor fætter og vore kusiner på Bjertrupvej 2 glemte ikke at fortælle kammeraterne, at vores oldefar, gårdmand Peder Nielsen, havde ejet Himmelbjerget.
Historien er, at Steen Steensen Blicher uden videre kaldte til folkemøder på Himmelbjerget, der dengang kun var en høj på gårdens mark, beboet af en flok får. Folk kom i hundredvis for at høre den mærkværdige præst, der meget af tiden opholdt sig hos tatere og sigøjnere på den jyske hede og som havde skrevet mange fremragende digte og fortællinger. Min oldefar forbød Blicher at holde møder, da folk trampede gennem kornmarker, der ganske vist kun var i knæhøjde, dajorden var meget dårlig. Blicher klagede til kongen, Chr. d.8. Det bevirkede, at staten købte Himmelbjerget til jordprisen, nogle få rigsdaler. Peder Nielsen følte sig snydt af kongen og Blicher og tog hævn. Køberen havde nemlig ikke sikret sig adgangsveje til bjerget, så der måtte derefter betales med en pris, der mildt sagt var særdeles god. Historien har en vis tilknytning til Hørning, idet sønnen fra Himmelbjerggården giftede sig med min mormor, der levede her i byen den sidste halve snes år af sit liv og som døde på Møllegården i 1928.
Personerne er fra venstre mod højre, begyndende i nederste række:
1: Elly Pedersen 23: Kristian Søgaard
2: Marie Madsen, født Fink 24: Kristian Andersen
3: Dagny Holm, født Borgbjerg 25: Gustav Pedersen
4: Johanne Jacobsen, født Knudsen Kold 26: Per Pilgaard Hansen
5: Gunver Elgaard 27: Svend Skovgaard
6: Signe Jensen 28: Kobberø (leder)
7: Erna Therkildsen 29: Ejner Pedersen
8: Agnes Jakobsen, født Jensen 30: Kristian Johansen
9: Anna Frederiksen 31: Ejner Pedersen
10: Karen Margrethe Therkildsen 32: Rasmus Borgbjerg
11: Ruth Nørballe, født Elgaard 33: Pedersen
12: Dagny Pedersen 34: Anton Mogensen
13: Helga Andersen 35: Per Nielsen
14: Ingeborg Andersen 36: Jens Pedersen
15: Agnes Grosen 37: Andersen
16: Johanne Bentsen, født Pedersen 38: Ejner Søgaard
17: Erna Pedersen, født Rasmussen 39: ?
18: Agnes Pedersen 40: Kristian Eriksen
19: Vagn Kristensen (leder) 41: Anders Borgbjerg
20: Knud Nielsen 42: Holger Knudsen Kold
21: Frederik Søgaard 43: Ejner Borgbjerg
22: Oskar Jensen 44: Ludvig Pedersen
6 og 8 er søstre, 7 og 10 er søstre og 21 og 38 er brødre.
Folkedans fandt også sted engang imellem. Lederen var Kristian Sørensen; men dansen blev ikke rigtig til noget, før frøken Riisberg nogle år efter kom til og satte den i system. Håndbold, wolleyball og basketball samt badminton kendtes slet ikke på det tidspunkt i Hørning.
Fodbold.
Fodboidspillet tog sin begyndelse i 1912 i området mellem Bakkeskolen og Stationsvej, på Engvej var der kun nogle få huse. Ved landevejen var der kun pottemagerens hus, så i Ca. 3 år var der en ret god bane. Så blev der pludselig placeret en elmast midt på banen og husene begyndte at trænge sig på, så til sidst var der kun plads til et mål. Leder var lærer Jens Søgaard, ikke at forveksle med den senere andenlærer Frederik Søgaard. Spillet lå nærmest stille i et par år, indtil det påbegyndtes på en mark ved Søren Amdisen, Fregerslev.
Her gik det igen i stå, indtil der i 1926 blev anlagt en rigtig fodboidbane fra Møllegården til Vesteralle. Der blev lavet rigtige fodboldmål. Jeg hentede dem selv på cykel i trælasten og blev undervejs hjulpet af en farbror, kreaturhandler Rasmus Jensen og da han uden for biografen fik at vide, hvad tømmeret skulle bruges til, blev det prompte læsset af på fortovet. Vi måtte betale en slags kontingent til bold og træværk samt hønsetråd til vinduerne!!
Som leder, træner og dommer valgtes Folmer Klejs, Fre— gerslevvej 11. Efter to års forløb kunne vi ikke få jorden mere og fodboidspillet lå så nærmest stille, indtil det påbegyndtes på Fregerslevvej.
Dilettant.
Årets dilettantstykke imødeså man altid med stor spænding. Det var især den høje, blonde og smarte fodermester Knud Erik Smith, Fregerslev og ægteparret Jepmonn, Beringbro, der stod for udvælgelsen og indstuderingen af stykkerne i nogle år. Man var ikke bange for at lave lidt om på repertoiret eller gøre små tilføjelser — alt for at trække husàrerne ind, hvilket også lykkedes i fuldt omfang.
Ringtidnng.
Ringridning foregik på alleen fra Adslevvej op til Hørninggård og fandt sted ved fastelavristid.
Der udnævntes konge og prins m.m. Fastelavnsmandag red man så rundt til alle gårde og huse i hvide skjorter og med rødt skærf og sang fastelavnsviser og indsamlede penge til festen om aftenen på kroen. Ofte medbragte man en klovn ridende på en pony.
Husmandsforeningen.
Den lokale husmandsforening var i gamle dage vel byens største forening. Den arrangerede møder, rejser, foredrag og udstillinger, hvor krosalen var fyldt med kartofler, roer, græskar, frugt og meget andet. På væggene hang snesevis af kornneg med navn på. Til slut blev det hele solgt ved en rask auktion, og det foregik under stor morskab. Blandt de navne, jeg husker bedst fra husmandsforeningen, må nævnes: Niels Skovlund, Ebbe Andersen, begge fra Bjertrup, samt R.P. Mikkelsen, boende på nuværende Kildevej.
Forlystelserne i 1920’erne.
Der var ikke så mange fornøjelser i min barndom, som der er i dag. Men grundlovsfesterne ved Pindsmølle var en årlig tilbagevendende begivenhed. Her skulle byens borgere med, både unge og ældre. Der blev holdt tale i skoven med løfter og store ord som i dag. Når mødet var slut, gik familierne op i bakkerne med madkurven, og drikkevarerne kunne købes her. Folk var mere glade og tilfredse og de kom hinanden mere ved end i dag. Der var en lille restauration og en træpavillon, hvor der om sommeren ofte var bal.
Der kom også engang imellem et omrej sende cirkus til byen samt et mindre tivoli med karrusel, luftgynger og andet gøgi, som kunne samle byens ungdom. Der var danseundervisning i krosalen, altid med overskud af piger. Det var vals og polka og den slags danse, der var på mode dengang. Danselæreren hed Hansen og var fra Jeksen, hvor han var murer.
I nogle år var der biograf på Stationsvej, det var i stumfilmens dage med ledsagende klavermusik.
For ungdommen var der de offentlige lørdagsballer på kroen med stor tilslutning og mange kom langvejs fra. Kromanden måtte erlægge 10 kroner til en politibetjent fra Skanderborg for opsyn til kl. 2 om natten.
Skoleudfiugterne var årets højdepunkt og de foregik altid med tog. Vi mødte op på Hørning Station tidligt om morgenen, alle med en stor madpakke i snor. Drengene var som regel i matrostøj og matroshue med navnebånd — Niels Juel, Olfert Fichser, m.v. stod der på båndene. Pigerne var i lyse kjoler og havde hårbånd i forskellige farver. Vi var alle spændt i forventning om at opleve noget nyt, da det faktisk kun var nogle få gange om året, vi i det hele taget var uden for byen. En sort skygge hvilede dog over disse skoleudfiugter, det var ved tanken om de børn, som ikke kunne komme med, fordi de ikke havde pænt tøj eller sko at komme i, eller fordi forældrene ikke kunne afse de penge, som det kostede. I særdeleshed kunne det være svært i børnerige familier at afse pengene. Lærerne mødte op med blød hat og himmelbjergstok og mange formanende ord. De holdt mandtal flere gange om dagen. Nogle gange var vi sammen med naboskoler i ekstratog med gennemgangskupeer med døre i begge sider, træbænke og billeder på væggene, og der sad vi så som kaniner i bur. Rejsemålet var forskellige jyske byer, blandt andet Ribe og Viborg med deres domkirker, Ringkøbing og Hvide Sande. En enkelt gang blev det til en 2 dages tur til København. For de mindste klasser var det traditionen tro en tur til Himmelbjerget og vi søskende på Møllegården og vor fætter og vore kusiner på Bjertrupvej 2 glemte ikke at fortælle kammeraterne, at vores oldefar, gårdmand Peder Nielsen, havde ejet Himmelbjerget.
Historien er, at Steen Steensen Blicher uden videre kaldte til folkemøder på Himmelbjerget, der dengang kun var en høj på gårdens mark, beboet af en flok får. Folk kom i hundredvis for at høre den mærkværdige præst, der meget af tiden opholdt sig hos tatere og sigøjnere på den jyske hede og som havde skrevet mange fremragende digte og fortællinger. Min oldefar forbød Blicher at holde møder, da folk trampede gennem kornmarker, der ganske vist kun var i knæhøjde, dajorden var meget dårlig. Blicher klagede til kongen, Chr. d.8. Det bevirkede, at staten købte Himmelbjerget til jordprisen, nogle få rigsdaler. Peder Nielsen følte sig snydt af kongen og Blicher og tog hævn. Køberen havde nemlig ikke sikret sig adgangsveje til bjerget, så der måtte derefter betales med en pris, der mildt sagt var særdeles god. Historien har en vis tilknytning til Hørning, idet sønnen fra Himmelbjerggården giftede sig med min mormor, der levede her i byen den sidste halve snes år af sit liv og som døde på Møllegården i 1928.