ved Helga Nielsen.
11922 begyndte jeg
min skolegang i Hørning skole. Min far Chr. M. Jensen havde Hørning
Mellegård, mølle og møllehus, så min vej til skolen var ikke længere,
end at jeg lige netop kunne nå at løbe hjem i middagsfrikvarteret fra
12 — 1, som det hed dengang.
Vi havde tre lærere, Christensen,
Søgaard, og frk. Olsen, som dog kun var vikar efter frk. Bundgaard. Hun
blev dog snart afløst af frk. Riisberg. Når vi begyndte i skole, blev
vi anbragt efter alder. Efter eksamen “hoppede’’ vi over dem, som sad
foran os, hvis vi lavede 3 points mere. På den måde korn klassens duks
til at sidde nr. i og ‘dummepeter’’ nederst og det kostede hvert år
mange tårer. Medlemmerne af Hørning skolekommission var censorer; men
læreren havde også stor indflydelse, så dommen var ikke altid lige
retfærdig.
Min morbror Francis Pedersen sad i skolekommissionen i en
årrække. Han var gift med en søster til lærer Christensens første kone
og var en retfærdig mand, der ofte misbilligede lærer Christensens
metoder.
Lærer Christensen var en fanatisk afholdsmand og børn
dengng var sikkert lige så durkdrevne som nu. Hvis vi f.eks ikke havde
rent mel i posen med hensyn til lektielæsningen, fortalte vi en skrøne
om en fuld mand, der sad henne på kroen og råbte
op. Så tog
Christensen et billede, der altid hang i hans klasseværelse ned fra
væggen og viste os billeder, der fortalte om, hvordan børn udartede sig
fra afholdshjern og drankerhjem. Så gik timen og vi slap for
overhoringen.
Almindeligvis kom tilflytterbørn, det var mest
fodermesterbørn, til at sidde nederst i klassen. Men der var forskel
på, hvordan børnene blev placeret. Jeg husker tydeligt, at Marie, Tage
og Martin Post (Møller Andersen) blev anbragt i hver sin klasse, blot
fordi posten meldte sig i afholdsforeningen.
Jeg husker også 1926 —
det forår, hvor Christensen rejste om efteråret—, at min far som
sædvanlig efter eksamen spurgte min morbror Francis, hvordan vi børn
klarede os blandt vore kammerater. Vi var på det tidspunkt tre
søskende, der gik i skole, Svend i første klasse, jeg i fjerde og
Robert i sjette. Svend og jeg var nogenlunde almindelige; men Robert
fik da præmie.
Her må jeg indskyde, at skikken for god indsats var 2 kr. til de to
dygtigste piger og til de to dygtigste drenge. Det var underligt,
syntes min far, at Robert ikke havde fortalt om det, og da de spurgte
drengen, viste det sig, at Tage Post havde fået Roberts 2 kr.
Nu tog morbror Frands affære, og temmelig flov måtte Christensen op med
pengene og give Robert tokronen, da han jo ikke så godt kunne forlange
den tilbage fra Tage.
I lærer Christensens tid havde vi seks klasser og gik i skole hver
anden dag; men da lærer Reinholdt kom, blev der rigtignok sat skik på
tingene, både hvad skolegang og diciplin angik. Vi fik kun fem klasser
og gik i skole 4 1/2 dag om ugen, i hvert tilfælde i de store klasser —
og så kom spanskrøret frem. Lærer Reinoldt afstraffede synderne i alles
påsyn. Vi sad og rystede. Hver gang han slog, sagde han ‘‘ki’’. Han fik
også flere advarsler og der var i hvert fald en, der blev taget ud og
sendt i en anden skole, fordi han fik tæv og var henne hos dr. Løw.
Børn, der kunne regne og synge, kunne bedst begå sig og heldigvis for
mig var det noget, jeg var god til. Når jeg gik i skole, skulle jeg
være heldig, hvis jeg fik følgeskab. Det var mest ældre mennesker, der
boede i Gammel Hørning. Der var to børn hos N.K. Nielsen, Ellen
Margrethe og Verner, der dog begge var noget yngre end mig. Desuden var
der Lenius Nielsens, 1-lenry og Esther og endvidere var der Elvine (to
år ældre), og hvis jeg var heldig, kunne jeg få følgeskab af Friis
Jensens børn. Den ældste, Marie, blev senere min bedste kammerat.
En tid boede Mogens Mogensen i “Søren Finks hus” og der var Peder,
Elgaard (præstekammerat) og Rasmus; men dengang fulgtes en dreng og en
pige ikke ad i skole. Så var der Kristoffer Hansens piger, Gerda,
Astrid og Grethe, de havde en storebror Laurids og en storesøster Anna.
Nede i svinget boede smeden og hans piger, mine kusiner Alma og Metha,
samt en lillebror Vagn og endelig ved landevejen boede karetmageren med
Oskar (voksen), Dagmar og Ejnar (tvillinger) samt Kristian. Af disse
børn har Metha, Marie og Elgaard gået i min klasse. Men var der ingen
børn at følges med, så var der til gengæld
løsgående hunde og jeg var ærlig talt hunderæd, men hvordan hundene
vidste det, var mig en gåde, for de begyndte at go, før de så mig.
Finks havde to hunde. Så var der “Freja”, det var “Go’da’r—mandens”
hund, der boede i et lille hus, der i dag er borte (ved Hans Oves vej).
Når jeg så kom lidt længere ned ad gaden, havde jeg urmager Mines hund
i hælene og desuden havde Fink gæs og en gal gase, så det var for mig i
mine første skoleår et mareridt at komne igennem.
Jeg tror ikke, der er mange, der siger noget ufordelagtigt om lærer
Søgaard. Jeg husker dog, at han blev gal, hvis vi fniste, når han læste
et sørgeligt kapitel op om Synøve Solbakken og han tog altid sir
nystrøgne lummetørklæde op af brystlommen til at pudse næse og tørre
øjne med.
En sørgmunter episode fandt sted en dag, da lærer Søgaard for alvor var
blevet rigtig gal på en af de større drenge, sum var større og stærkere
end Søgaard, der jo var lille af vækst. Drengen skulle stikke hovedet
ned mellem Søgaards ben, for at få nøgle dask i nunisen, men med det
resultat, at drengen rejste sig op, og læreren gik på hovedet.
Hvis vi var snu og det var vi, kunne vi også let f frk. Riisberg til at
fortælle historie i stedet for at blive hørt. Hun var meget
interesseret i Danmarkshistore, så bare der blev stillet et historisk
spørgsmål, så fortabte hun sig i det og tiden gik. Måske kneb det med
at ordne de store drenge; men det kniber det vist også med for mange
lærerinder i dag.
Jeg blev konfirmeret i efteråret 1929 og gik trods alt grædende ud af
skolen. Jeg ville gerne have fortsat; men min skæbne var beseglet, da
min mor døde, mens jeg gik til præst.