Pige og fjerkræ, men det er nu hunden der vækker minder, eller rettere hundehuset lige om hjørnet.
Vores nabo hjemme i Stjær havde et hundehus mage til, men byens grimmeste hund, nej verdens grimmeste.
Den stod engang imellem bunden og når så der kom nogen ind i gården sprang den frem og de fleste blev bange.
Men ikke jeg, selv om jeg var rigtig bange for mange af byens hunde, så var jeg ikke bange for Rolf, som den hed.
Jeg morede mig med at komme lige omkring hjørnet og så sprang Rolf frem, når så han så det var mig,
stansede han
og så bare så flov ud, for det var jo bare naboens dumme søn og jeg følte mig som en fandens karl,
lige til jeg mødte nogle af byens andre hunde, så var jeg pillet ned igen.
